Formål

§1

Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesse som grundejere, dels ved at virke for og støtte enhver foranstaltning der kan bidrage til at Hillerød Kommune bliver et så tiltrækkende opholdssted som muligt, dels gennem medlemskab af Grundejernes Landsforbund, at være med til at påvirke offentlige myndigheder og lovgivningsmagten til gavn for alle grundejere.

Medlemmerne

§2

Som medlem kan optages enhver ejer eller administrator af fast ejendom i Hillerød Kommune. Som medlem kan desuden optages en forening eller erhvervsdrivende med tilknytning til fast ejendom i Hillerød Kommune

§3

Bestyrelsen afgør om en person kan optages. Nægtes optagelse kan ansøgeren begære afgørelsen forelagt generalforsamlingen.

Udmeldelse skal ske skriftligt til formanden.

§4

Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen og opkræves i februar måned. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

§5

Bestyrelsen består af 3-5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for to år og afgår skiftevis hvert år.

Foreningen tegnes ved underskrift af formanden eller ved to bestyrelsesmedlemmer i forening.

Ligeledes vælges op til 2 suppleanter, for et år ad gangen.

Bestyrelsen vælger af sin midte foreningens formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger, kopi af protokollen udsendes til bestyrelsesmedlemmerne til godkendelse.

§6

Kassereren modtager indbetalinger og udbetalinger samt fører foreningens regnskab og medlemsfortegnelse.

Bestyrelsen træffer afgørelse om kassererens beføjelser.

Kassereren eller revisor udfærdiger årsregnskab og afleverer dette til formanden senest 1. februar.

§7

Bestyrelsen kan beslutte, at foreningen skal antage en administrator til bistand ved varetagelsen af foreningens daglige drift.

§8

Den ordinære generalforsamling, afholdes hvert år inden 1. maj.

Generalforsamlingen indkaldes skriftligt med 14 dages varsel ved almindelig post eller e-mail.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes med samme varsel, enten iflg. beslutning truffet på generalforsamlingen eller i bestyrelsen eller hvis 15 medlemmer skriftligt begærer det, med angivelse af dagsorden.

§9

Sager der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal indleveres skriftligt til formanden inden 1. februar.

På alle generalforsamlinger skal en medlemsliste være tilstede.

§ 10

På den ordinære generalforsamling er følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.

2. Formanden aflægger beretning om foreningens virke i det forløbne år.

3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.

4. Fastsættelse af næste års kontingent.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Valg af bestyrelse, suppleant og evt. revisor.

7. Eventuelt.

§11

Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindelig stemmeflerhed og indføres i forhandlingsprotokollen som underskrives af dirigenten og sekretæren.

§12

Foreningen kan kun opløses på en særlig indkaldt generalforsamling, hvis 5/6 af de tilstedeværende medlemmer stemmer derfor og 2/3 af foreningens medlemmer er tilstede.

Forud for beslutningen om opløsningen skal der tages bestemmelse om foreningens ejendele, hvilket vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer. I tilfælde af, at der ikke møder et tilstrækkeligt antal medlemmer, indvarsles til en ny ekstraordinær generalforsamling inden 21 dage, og denne tager da beslutning uden hensyn til de mødendes antal, dog fordres 5/6 af de tilstedeværendes stemmer, for at beslutningen kan have gyldighed.

Således revideret og vedtaget på de ordinære generalforsamlinger den 4. marts 1905, den 29. marts 1928, den 20. marts 1944, den 31. marts 1955, den 12. marts 1964, den 4. april 1968, den 3. maj 1976, den 2. maj 1983, den 26. april 2006, den 14. marts 2017 og den 24. marts 2020.